Det hele begynder med jorden under fødderne og den særlige måde, som lyset rammer grunden på en tidlig forårsmorgen. At bygge et nyt sommerhus handler ikke så meget om at opføre flest mulige kvadratmeter på kortest tid, men derimod om at skabe et fristed som føles som om det altid har hørt til lige netop dér. Jeg fornemmer at der er mange der bevæger sig mod det ærlige og det taktile, hvor arkitekturen træder et lile skridt tilbage for at lade naturen og materialerne føre ordet. Det kræver en tålmodighed og en indlevelse at bygge et sommerhus helt på grundens og naturens præmisser, som man sjældent finder i de præfabrikerede løsninger. I denne artikel vil jeg prøve at skrive lidt om de emner og elementer, som jeg synes er vigtige, når man skal bygge nyt sommerhus.
Når jeg tegner et sommerhus, tager jeg udgangspunkt i de små eller store kvaliteter som findes på hver enkelt matrikel. Og det er uanset om vi befinder os i det bakkede terræn på Djursland eller på kanten af skråningen i Tisvilde. Det handler til at starte med om at placere bygningskroppen så den skaber naturlige lækroge og udnytter solens vandring uden at man mister følelsen af privatliv. Jeg arbejder ofte med lave horisontale linjer der lader huset putte sig i landskabet, og ved at bruge store glaspartier som kan skydes helt til side, opløser vi grænsen mellem stuen og terrassen. Meningen er at man skal få sig den frihedsfølelse hvor man kan mærke duften af fyrrenåle og høre havets brusen helt inde ved spisebordet samtidig med at man føler som "omkranset" eller beskyttet af huset eller landskabet.
Valget af materialer er der hvor husets sjæl jo for alvor kan komme til udtryk og jeg prøver altid at vælge de løsninger der kun bliver pænere med årene. Og jeg bruger mere og mere ubehandlet cedertræ, thermowood eller eg til facaderne, fordi de træsorter over tid får den der fine sølvgrå nuance, som jeg synes på en fin måde falder i ét med naturens egne farveskalaer. Jeg har samtidig også fået øjnene op for træspån eller shingles, som giver en ret særlig tekstur og en dybde + skyggespil som man ikke kan opnå med de flade brædder. For at skabe en arkitektonisk kontrast kan det være flot at kombinere det bløde træ med skarpe detaljer i stål eller zink, hvilket giver huset en moderne kant og en god holdbarhed- specielt ved kysten.
Når man bygger et sommerhus i dag, handler det ikke kun om kvadratmeter og sovepladser. De fleste af os ønsker et sted hvor man kan koble helt af – fysisk og mentalt. Derfor giver det god mening at tænke wellness ind som en integreret del af arkitekturen fra starten.
En sauna eller et koldvandsbad fungerer bedst, når det ikke føles som et ekstra “element i haven”, men som en naturlig forlængelse af huset. Jeg arbejder ofte med at placere saunaen i direkte forbindelse med badeværelset eller terrassen, så overgangen mellem inde og ude bliver flydende. En glasfacade mod et roligt udsnit af grunden kan give en særlig oplevelse, hvor man sidder i varmen og følger lyset, vinden og årstidernes skiften. Det behøver ikke være stort eller luksuriøst for at fungere. Det afgørende er, at det er gennemtænkt og placeret rigtigt.
Et af de første spørgsmål de fleste stiller er: Hvad koster det at bygge et sommerhus?
For et arkitekttegnet sommerhus i høj kvalitet ligger prisen typisk mellem 25.000 og 35.000 kr. pr. m² i 2026 – og i nogle tilfælde højere afhængigt af kompleksitet, materialer og beliggenhed.
Forskellen på et typehus og et arkitekttegnet sommerhus ligger ikke kun i prisen, men i hvordan pengene bliver brugt. I et skræddersyet projekt kan man prioritere præcis dér, hvor det giver mest værdi:
Jeg rådgiver typisk om at kombinere mere enkle løsninger med få, velvalgte investeringer. Det kan være et særligt vinduesparti, en gennemarbejdet terrasse eller materialer, der ældes smukt. Det er ofte de valg, der gør forskellen – både i brug og på længere sigt i gensalgsværdi. Et hus bliver som regel også mere interesseret, hvis man kombinerer billige med dyre løsninger - på samme måde som et godt outfit :)
At navigere i de danske byggeregler kan være lidt af en udfordring, især når man bygger i de attraktive kystnærhedszoner hvor restriktionerne er mange og kravene til udseendet ofte er strenge. Vi skal ofte forholde os til en bebyggelsesprocent på kun 15 %, hvilket kræver en kreativ tænkning af hver eneste kvadratmeter for at få plads til de ønskede funktioner. Derudover er der regler om alt fra taghældning og materialevalg til afstanden til skel og de kystbeskyttelseslinjer som man skal respektere. Min rolle er her at fungere som din tekniske rådgiver, der sikrer at projektet ikke bare er smukt på papiret, men også kan godkendes af kommunen uden unødig ventetid.
Valget af grund er i virkeligheden måske det mest afgørende skridt i hele processen og det er også her en del undervurderer, hvor stor forskel det gør. To grunde med samme størrelse og beliggenhed kan give vidt forskellige muligheder afhængigt af terræn, orientering og beplantning.
Når man skal vælge grund til et sommerhus er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan solen bevæger sig hen over grunden i løbet af dagen. En syd- eller vestvendt opholdszone kan forlænge de lange sommeraftener markant, mens en mere lukket nordside kan give læ og privatliv. Samtidig spiller eksisterende træer og vegetation en stor rolle – ikke kun æstetisk, men lige så meget i forhold til vindforhold.
Jeg anbefaler, at man får lavet en indledende vurdering af grunden, før man køber den. Altså sørg for at lave en god research af grunden inden du køber. Her er det smart at afdække, hvad der reelt kan lade sig gøre i forhold til regler, udsigt, adgang og placering af huset. Det kan spare både tid og penge – og i sidste ende sikre, at man vælger en grund, der faktisk kan bære det sommerhus, man drømmer om. Nogle mennesker ønsker en åben grund med den store udsigt, mens andre ønsker en grund hvor der kan laves en masse små nicher. Prøv at have dine ønsker in mente fra starten.
Flere og flere efterspørger i dag bæredygtige løsninger, når de bygger sommerhus – ikke som et ekstra lag, men som en naturlig del af projektet.
Jeg arbejder ofte med løsninger, der reducerer indgrebet i grunden, som fx skruefundamenter i stedet for traditionelle betonfundamenter. Det skåner både terrænet og reducerer CO₂-aftrykket.
Indvendigt vælger vi ofte materialer som:
Det giver ikke kun en lavere miljøbelastning, men også et mærkbart bedre indeklima. Et sommerhus skal jo være et sted, hvor man kan trække vejret – bogstaveligt talt.
En af de mest almindelige overvejelser er, om man skal vælge et typehus eller få tegnet sit sommerhus af en arkitekt. Umiddelbart kan forskellen virke som et spørgsmål om pris, men i praksis handler det lige så meget om frihed og kvalitet.
Et typehus er ofte optimeret til at kunne placeres på mange forskellige grunde, hvilket betyder, at det sjældent forholder sig specifikt til den enkelte placering. Misforstå mig ikke - typehuse er i mange tilfælde rigtig fine og velproportionerede, men passer sjældent helt præcist til netop din grund. Et arkitekttegnet sommerhus tager derimod altid udgangspunkt i netop grunden – dens lys, terræn og omgivelser.
Det betyder, at man kan arbejde langt mere præcist med udsigter, læforhold og overgange mellem inde og ude. Samtidig får man en planløsning, der er tilpasset ens måde at bruge huset på, frem for en standardløsning.
For mange bliver det afgørende, at huset føles som noget særligt – ikke bare endnu et sommerhus, men et sted med karakter og identitet.
En anden ting mange søger på er: Hvad koster en arkitekt til et sommerhus?
Arkitektens honorar afhænger af projektets omfang, men ligger typisk på 8–15 % af byggesummen, hvis arkitekten er med gennem hele processen fra skitse til færdigt byggeri.
Arkitektens hjælper dig med at:
Derudover fungerer arkitekten som bindeled mellem bygherre, myndigheder og entreprenører, hvilket ofte gør processen langt mere overskuelig. Du kan også få arkitekten til at lave et skitseforslag og så derefter få et byggefirma til at bygge sommerhuset som en totalentreprise. Her på tegnestuen vil denne ydelse ligge et sted ml. 40.000 - 60.000 kr alt afhængigt af sommerhusets kompleksitet.
En ting er prisen på en arkitekt, men hvordan skal man kontakte sådan en? Et af de mest afgørende valg i et sommerhusprojekt er ikke kun hvad man vil bygge, men hvornår man vælger at få en arkitekt med ind i processen. De fleste kontakter måske først en arkitekt, når de allerede har købt en grund eller har en ret fast idé om huset, men i praksis synes jeg at det giver langt bedre resultater hvis man starter samarbejdet tidligere.
Hvis du overvejer at købe en grund til sommerhus, kan en arkitekt hjælpe med at vurdere mulighederne, før du træffer beslutningen. Brug arkitekten til din research. Det handler ikke kun om, hvad der må bygges ifølge lokalplanen, men om hvad der giver mening sådan rent arkitektonisk: hvor skal huset placeres, hvordan man udnytter udsigt, lys og terræn, og hvilke begrænsninger der kan blive afgørende senere i processen. På den måde undgår man at stå med en grund, der ikke kan indfri de forventninger, man havde.
Når samarbejdet starter, begynder det typisk med en indledende dialog, hvor dine ønsker, behov og tanker bliver omsat til en arkitektonisk retning. For nogle giver det mening at starte med en mere undersøgende fase, hvor man afklarer potentialet i projektet og ser på forskellige muligheder. For andre er det mere oplagt at gå direkte til udviklingen af et konkret forslag.
I den første egentlige fase (skitseforslaget) arbejder vi med at forme projektets arkitektur. Her bliver planløsning, rumlighed, lysindfald og sammenhængen med grunden bearbejdet i detaljer. Det er i denne del af processen, at sommerhuset begynder at tage form – ikke som en færdig løsning fra starten, men gennem en tæt dialog, hvor projektet løbende kvalificeres. Du vil typisk modtage tegninger og visualiseringer undervejs, så du kan følge udviklingen og tage stilling til de vigtigste beslutninger. Det er jo dit projekt, så det er vigtigt at du er med på alle løsningerne.
Når den arkitektoniske retning er fastlagt, oversættes projektet til det materiale, der skal bruges for at søge byggetilladelse. Her sikres det, at sommerhuset overholder alle kommunens regler og byggereglmentets krav uden at gå på kompromis med det arkitektoniske udtryk. Samtidig håndteres dialogen med kommunen af arkitekten, så processen bliver så smidig som muligt.
En vigtig del af samarbejdet er, at der hele tiden er sammenhæng mellem idé, arkitektur og realisering. Derfor arbejder jeg tæt sammen med erfarne samarbejdspartnere på den tekniske del, så projektet ikke kun fungerer på tegnebrættet, men også kan bygges i praksis. Det skaber et mere trygt forløb, hvor du ikke skal navigere alene mellem arkitektur, myndigheder og udførelse.
Mange bliver overraskede over, hvor lang tid det faktisk tager at bygge et sommerhus – og specielt hvis man ikke har været igennem processen før.
Fra de første skitser til det færdige hus skal man typisk regne med et forløb på 10–18 måneder, afhængigt af projektets kompleksitet og myndighedsbehandling.
Processen består typisk af:
Særligt myndighedsdelen kan tage tid, især i områder med stramme lokalplaner eller kystnærhedszoner. Derfor kan det være en fordel at starte dialogen tidligt, så man undgår unødige forsinkelser. Lige i skrivende stund arbejder vi meget i Odsherred Kommune, som oplever et spike i byggeansøgninger, hvor der er 3-4 måneders ventetid på en byggeansøgning.
En god planløsning i et sommerhus handler ikke nødvendigvis så meget om størrelse, men meget mere om hvordan rummene hænger sammen og bruges i praksis og i modsætning til helårsboliger er sommerhuse ofte mere fleksible og sociale i deres opbygning.
Vi (og mange andre arkitekter) arbejder specielt i sommerhuse ofte med åbne opholdsrum, hvor køkken, spiseplads og stue smelter sammen til ét samlet rum. Det giver en naturlig ramme for samvær og gør det lettere at være sammen på tværs af aktiviteter. Samtidig kan det være en fordel at arbejde med mere private zoner, hvor man kan trække sig tilbage men det skal helst gøres indenfor det åbne rum. Fx man kan prøve at underopdele det store rum ved at have forskellige nicher indenfor rummet - madlavning i en del og ophold i den anden del.
Overgangen til uderummene er også central - en overdækket terrasse eller en forskudt facade kan skabe læ og gøre det rart at opholde sig ude i længere perioder af året.
I et arkitekttegnet sommerhus er intet overladt til tilfældighederne. Det er i de små detaljer, som for eksempel overgangen mellem en trævæg og et klinkegulv, eller måden hvorpå køkkenøen flugter med vinduespartiet, at man mærker den arkitektoniske kvalitet. Jeg bruger oftest (alt for) meget tid på at nørde samlinger og lysindfald, fordi det er disse elementer der tilsammen skaber den særlige atmosfære. Et sommerhus skal efter min mening ikke bare være praktisk; det skal tale til sanserne. Når man rører ved en væg af shingles eller mærker varmen fra det slebne betongulv, skal man kunne mærke at der er lagt en tanke bag hver eneste beslutning.
At bygge et sommerhus er en rejse der kræver tæt dialog og en gensidig tillid mellem bygherre og arkitekt. Jeg starter altid med at lytte til jeres drømme og analysere jeres "aktiviteter", så vi kan tegne et hus der passer til jeres livsstil. Typisk starter det med en indledende dialog om:
Herfra udvikler projektet sig gennem skitser, myndighedsprojekt og udførelse. Jeg fungerer som rådgiver gennem hele forløbet, så I har én faglig sparringspartner fra første idé til det færdige hus.
Målet er ikke bare at tegne et hus, men at skabe et sted, der føles rigtigt fra første dag – og som kun bliver bedre med tiden.
Noget af det, der ofte bliver overset i begyndelsen, er hvor meget de små valg betyder for den samlede oplevelse af huset. Det kan være placeringen af et vindue, højden på en dør eller måden et materiale afsluttes på.
Når man bygger sommerhus, er det netop de her detaljer, der kan løfte huset fra at være okay til at være noget, man har lyst til at opholde sig i igen og igen. Det handler ikke om at gøre alting dyrere, men om at træffe de rigtige beslutninger de rigtige steder. Det handler samtidig om at vælge - noget skal være billigt og noget må godt være dyrt.
Hvis du står med en grund eller overvejer at købe en, kan det være en god idé at afklare mulighederne tidligt i processen.
Du er velkommen til at tage fat i os for en uforpligtende snak om:
Held og lykke med dit sommerhusprojekt :)
Kom godt fra start med jeres nye hus.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.