Når vi snakker arkitekttegnet hus er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt samtalen let glider over i noget med stil, pris og smag, som om det væsentligste spørgsmål er om huset ser dyrt ud, skiller sig ud eller har en særlig identitet. Et arkitekttegnet hus er (efter min mening) først og fremmest et hus, der er blevet til gennem en bestemt form for opmærksomhed, hvor stedet, livet, klima, proportioner og prioriteringer er tænkt sammen helt fra begyndelsen og hvor arkitekturen ikke bliver "lagt oven på" huset som et lag shiny lak, men vokser frem som en konsekvens af de valg, der er truffet undervejs. Det er lidt som en skræddersyet jakkesæt: der bliver taget mål, kunden forklarer hvordan vedkommende ønsker pasformen. Det er meget af de samme mekanismer, der her gør sig gældende. Der er selvfølgelig nogle "regler" vi arkitekter prøver at følge, men når alt kommer til alt handler det om brugerens ønsker, hvilket kan være meget anderledes fra naboens værdier og ønsker.
Det lyder måske lidt abstrakt, men forskellen er meget konkret, når man står midt i det. Man mærker den i den måde, lyset falder på over et spisebord en vinterformiddag. Man mærker det i overgangen mellem stuen og terrassen, når vejret er omskifteligt og huset hverken lukker naturen ude eller slipper den ukritisk ind. Man mærker det måske i et vindue, der ikke bare er placeret for at give mest muligt glas, men måske mere for at indramme en bestemt udsigt, et bestemt træ eller noget andet. Og man mærker det i den ro, der opstår, når et hus ikke prøver at være alt på én gang, men i stedet tør være præcis i "hvad det vil". Det er efter min mening dér, det arkitekttegnede hus begynder. Ikke i en decideret stil, men i en holdningstagen.
Det er netop derfor, at et arkitekttegnet hus ikke rigtig kan forstås på samme måde som et typehus. Der er meget godt at sige om det danske typehuse og historien bag. Det er ofte overskueligt, effektivt og forudsigeligt og for mange mennesker af os er det en helt fin måde at bygge på. Men der er også en grænse for, hvor meget et standardiseret produkt kan svare på, når udgangspunktet er et konkret sted med konkrete mennesker og en helt bestemt måde at leve på. Et typehus er som udgangspunkt udviklet til at fungere nogenlunde godt for mange - det er både dens force og ulempe. Et arkitekttegnet hus forsøger derimod at fungere meget præcist for nogen og det er jo en stor forskel.
Jeg tror, at mange mennesker intuitivt fornemmer det længe før man rigtigt kan formulere det. Man kan mærke, at der er forskel på et hus, som er sat ned på en grund og et hus, som synes at høre til netop lige dér. Man kan mærke, at der er forskel på et stort rum, som i princippet kan bruges til alt, og et rum, som er disponeret sådan, at man næsten uden at tænke over det ved, hvor man skal sidde, hvor man skal gå, hvor man samles, og hvor man finder ro. Arkitektur er på den måde ikke en luksus oven på det nødvendige, men nærmere "det nødvendige".
Et godt hus begynder med stedet. Det lyder måske lidt simpelt og banalt, men i praksis er det lidt glemt af mange - inklusive os arkitekter. En grund er ikke bare et koordinatsæt, et matrikelnummer eller et byggebart areal, men et landskab som rummer en masse information man kan bruge. Måske benspænd er et bedre ord. Lysretninger, niveauforskelle, lægivende beplantning, indblik fra naboer, jordens fugtighed, vejens ankomst, den måde man hører vinden på en bestemt side af grunden eller den måde eftermiddagssolen rammer et hjørne, hvor man måske ikke lige havde forventet det. Det er alt sammen forhold, der er arkitekturens begyndelse. Det er alt der, som vi noterer i vores lille bog og netop de ting, der er med til at give de første former på huset.
I mit eget projekt "Langhuset" oppe i Odsherred fra sidste år (2025) er det netop stedet, der har bestemt husets karakter. Huset ligger i en tæt skov af høje fyrretræer og er tænkt som en lang, rolig bygningskrop, der lægger sig ind mellem stammerne uden at konkurrere med dem - og samtidig skabe en kontrast til landskabet. Huset er løftet let over terrænet og omkranset af en sammenhængende veranda, ikke for at lave en smart figur, men mere for at give huset den nødvendige lethed i mødet med skovbunden og samtidig skabe et opholdsrum i overgangen mellem inde og ude. Det er et projekt, hvor jeg har været meget optaget af det japanske begreb engawa, altså det rum, der ikke er helt inde og ikke helt ude, men som gør selve overgangen til et sted, man opholder sig. Japansk boligarkitektur er et slaraffenland at gå på udkig i, men jeg er specielt glad for det her begreb og jeg synes også, at det giver god mening i et nordisk klima, hvor vi så ofte lever i et mellemvejr, som hverken er sommerligt åbent eller vinterligt lukket.
Jeg er meget optaget af japanske og til dels også sydøstasiatisk arkitektur og hvis man vil forstå, hvorfor japansk boligarkitektur bliver ved med at være relevant og vedkommende langt uden for Japan, skal man efter min mening passe på med at "reducere" den til minimalisme, askese eller en slags internationalt designbillede på ro. Det interessante ligger et andet sted synes jeg. - og det er i disciplinen, i præcisionen og i det næsten nådesløse fokus på, hvad et hus egentlig behøver for at blive godt. Det er nok også derfor, jeg igen og igen vender tilbage til Kazuo Shinohara, som efter min mening er en af de store "masters", når man arbejder med enfamiliehuset - for man kan godt oversætte den japanske formsprog over i en dansk kontekst.
Shinoharas Umbrella House fra 1961 er et godt eksempel. Det er et lille hus, omkring 55 m2, men det har en ambition og en intensitet, som langt større boliger sjældent er i nærheden af. Vitra Design Museum og det internationale arkitekturmagasin Domus snakker om huset som et hovedværk fra hans såkaldte First Style, hvor han arbejdede med en superstreng geometri, en næsten puristisk koncentration og en bevidst bearbejdning af traditionelle japanske motiver i moderne form. Den berømte pyramideformede tagfigur i Umbrella House var ikke et dekorativt greb, men en måde at samle huset under én stærk idé, så hele projektet kunne bæres af et arkitektonisk koncept, der var både enkelt og radikalt. Og ret rafineret efter min mening.
Det er i mine øjne netop her, at Shinohara bliver relevant for en dansk diskussion om det arkitekttegnede hus. Ikke fordi vi skal til at bygge japanske huse i Danmark og slet ikke fordi vi skal importere en stil, men fordi hans arbejde viser, at et hus bliver stærkere, når det tør være båret af én hovedidé i stedet for mange halve. Et hus skal ikke kunne alt. Det skal kunne noget klart, og når det først har fundet det spor, skal det have modet til at gå hele vejen i dén tangent. Det er det, jeg mener med at skære ind til benet. Ikke at reducere for reduktionens skyld, men at fjerne det, der ikke gør huset bedre.
Wallpaper* har i nyere dækning af japanske enfamiliehuse peget på, hvordan de bedste japanske boliger stadig lykkes med at forene tradition og modernitet gennem økonomi i rum, præcis materialitet og en særlig bevidsthed om lys, skygge og tæthed. Det er ikke tilfældigt, at så mange japanske huse virker større, mere stemningsfulde og mere arkitektonisk tilfredsstillende, end deres faktiske areal berettiger til. Det skyldes ikke magi, men bare god disponering.
Når jeg vender tilbage til engawa, er det ikke som en eksotisk reference, men mere som et svar på et arkitektonisk problem, vi kender alt for godt herhjemme, nemlig hvordan man bygger i et klima, hvor overgangen mellem inde og ude nogle gange godt kan være lidt problematisk. Vi har ikke den frihed som i Europa at kunne lave spændende, åbne huse, hvor alt flyder sammen året rundt. Danmark er ikke et land, hvor man uden videre kan tænke huset som en glasæske i et evigt sommervejr. Der er vind, regn, lave solhøjder og lange perioder, hvor det gode ophold alrigh kommer rigtig udenfor. Derfor bliver de halvåbne rum, de overdækkede zoner, de lægivende hjørner og de rumlige filtre mellem hus og landskab ret afgørende.
Når jeg i langhuset i Odsherred arbejder med en kontinuerlig veranda rundt om huset, er det ikke en terrasse i almindelig forstand. Det er mere end form for zone, der gør det muligt at opholde sig i skoven uden at blive kastet direkte ud i den. Man kan være udenfor, men stadig på afstand. I mellemrummet. Man kan gå langs huset i regnvejr, man kan sidde i skygge uden at trække gardiner for og man kan åbne huset op uden at grænsen mellem inde og ude forsvinder fuldstændigt. Jeg mener, at det netop er en kvalitet i det gode nordiske hus, at det ikke bare åbner sig, men åbner sig med forskellige muligheder mellem helt åbent og helt lukket.
Noget lignende kan man finde hos geniet Glenn Murcutt, hvis arbejde i Australien i mange år har været et skoleeksempel på, hvordan et hus kan være ekstremt kontekstuelt uden at blive underdanigt og ekstremt enkelt uden at blive kedeligt. Murcutts vigtigste motto er: “touch the earth lightly”, som hans fond og flere arkitekturpublikationer bruger til at beskrive hans praksis. Jeg synes, det er en fin formulering, fordi den både er fysisk og etisk. Den siger noget om fundering, volumen og konstruktion, men også noget om holdning og stillingstagen. Huset skal ikke mase sig ned over stedet, men prøve at finde en måde at være der på, som er præcis og respektfuld. Det fungerer ved mange projekter. Omvendt vil jeg i andre projekter selvfølgelig foretrække en muret sokkel og et mere tungt udtryk.
Igen, er det på ingen måde et spørgsmål om at importere australsk arkitektur til Danmark, hvilket også er umuligt da deres huse bygges til at holde varme ude og skabe gennemtræk - stik modsat vores huse. Men det handler om at lære af en måde at se på. I Odsherred har den tanke været med til at forme projektet, fordi huset netop er tænkt som noget, der næsten klikker sig på plads i skoven som en logoklods, mere end som noget, der graver sig tungt ned i den. Letheden bliver ikke kun et visuelt udtryk, men også en fin måde at spille med på naturens præmisser.
Et godt arkitekttegnet hus i Danmark er derfor også et hus, der tager klimaet alvorligt uden at blive teknisk kedeligt. Vi taler ofte om dagslys, men jo ikke så tit om læ. Vi taler om facadeåbninger, men alt for sjældent om udhæng. (Tage uden udhæng passer sjældent godt til det danske klima) Vi taler om transparens, men også alt for sjældent om det velplacerede halvtag, der gør huset brugbart i virkeligheden.
Jeg synes, at det gode danske hus ofte ligger et sted mellem robusthed og åbenhed. Det skal kunne tåle vand og vind (godt med stort tagudhæng), men det skal også kunne tage imod lys på en smuk måde, så det er med at finde balancen her.
Der er en anden diskussion, som hører uløseligt sammen med det arkitekttegnede hus og det er spørgsmålet om størrelse. Danmarks Statistisk opgjorde i 2025 det gennemsnitlige boligareal per person i Danmark til 54 kvadratmeter (højeste i EU). Det er et højt tal og uanset om man vælger at læse det som velstand, komfort eller spredning, peger det jo på noget vigtigt: vi lever i meget og i mange tilfælde alt for store boliger og det mener jeg ikke, at i sig selv er et kvalitetsstempel. Tværtimod tror jeg, at meget af den bedste boligarkitektur i de kommende år kommer til at handle om at dyrke de mindre og bedre rum frem for de større og mere generiske. Vi ser det allerede nu.
Der er intet dårligt ved et lille rum, hvis det bare er lavet godt. Det kedelige er det der store og retningsløse rum, som vil alt på én gang og derfor ikke rigtig kan noget. Man kender det fra mange nyere typehuse, hvor køkken, spiseplads, stue, gennemgang og TV-ophold er smeltet sammen til én stor flade, der nok er rummelig, men som ofte mangler nicher, hierarki og stedsspecifik stemning. Når alt er muligt overalt, bliver det måske også lidt ligegyldigt.
Arkitektens ansvar er efter min mening netop at lave nogle rum, der fungerer konkret. Her skal man sidde og læse en bog. Her skal man kigge ud. Her skal man være sammen med andre. Her går man igennem huset. Det lyder simpelt, men det kræver en stor mængde omtanke at få de situationer til at opstå uden at gøre huset tungt eller overprogrammeret. Vi tegnede for nogle år siden en villa i Stenløse, hvor to forskudte længer gjorde det muligt at skabe både tydelige zoner og et stort fælles opholdsrum med loft til kip uden at huset blev afhængigt af én stor altædende flade.
Noget af det, der har præget min egen måde at se på arkitektur, er spændet mellem to uddannelsesmæssige erfaringer. På Arkitektskolen i København i årene omkring 2012 til 2015 fyldte form meget. Hvordan tilpasser man huset til konteksten. Hvordan får man volumen, proportion og bevægelse til at hænge sammen. Det var ekstremt formmæssigt og kunstnerisk orienteret, og det er noget, der stadig står mig meget nært. På min kandidatuddannelse i London handlede det derimod i højere grad om arkitekturhistorie og byggeteknik, og den kombination har i mine øjne været vigtig, fordi den både skærper blikket for det formmæssige og forankrer det i en større forståelse af bygningens kultur og realitet.
Jeg synes stadig, at form er afgørende. Ikke som et spørgsmål om at lave noget mærkeligt eller spektakulært, men som et spørgsmål om at få et hus til at stå rigtigt i verden. Det er præcis derfor, jeg holder så meget af tilbygninger. De er en utrolig krævende disciplin, fordi de tvinger en til at tage stilling til, hvordan noget nyt kan lægge sig til noget eksisterende på en måde, der både er præcis og generøs.
Tilbygningen på Belsmosevej er et godt eksempel på det. Her handlede projektet i meget høj grad om form. Udgangspunktet var et relativt stramt enfamiliehus, som gennem den nye tilføjelse fik en mere skulpturel karakter, uden at helheden tabte fodfæste. De gule murstensvægge blev ført videre, mens førstesalen fik skifer i en beslægtet farvetone, så der opstod variation inden for den samme materialefamilie. For mig er det netop en arkitektonisk god skulptur, fordi den ikke vil være et objekt i landskabet, men en præcis videreudvikling af huset. Der er kant i formen, men den er forankret.
Jeg synes generelt, at tilbygninger fortjener langt mere opmærksomhed end de får. De fleste synes nok, at nybyggeri er den rene arkitektoniske disciplin, men efter min erfaring er det mindst lige så krævende at bygge til. Når man arbejder med en tilbygning, arbejder man jo ikke på en tom grund, men man er i direkte dialog med noget allerede-eksisterende, som man er nødt til at forstå, før man kan "skrive sig ind i den". Og det er netop det, der gør det så interessant at arbejde med tilbygninger. Man skal aflæse det eksisterende hus, forstå hvor dets styrke ligger, hvordan rytmer fungerer og hvordan man kan tilføre noget nyt uden at enten underkaste sig det gamle eller bryde så hårdt med det, at sammenhængen forsvinder. Igen en balance. Jeg synes, at dette er en disciplin, der kræver en særlig form for formmæssig intelligens, hvor man netop skal kunne få ting til at mødes og man skal kunne mærke, hvornår en tilbygning passer, eller hvordan den skal "have noget mere".
Sommerhuset i Mols Bjerge, som vi arbejdede på i 2025 er et andet projekt, hvor vi har arbejdet meget med det at bygge til pass den rigtige måde. Her handlede det om at fjerne følelsen af gasbeton og tunghed i et eksisterende hus og i stedet skabe en lettere, mere sanselig helhed, hvor nyt og gammelt smelter mere sammen. Tilbygningen blev lagt i direkte forlængelse af huset, tagformen blev videreført og hele huset blev samlet i samme cederbeklædning med tapap ovenpå. Samtidig blev der arbejdet bevidst med niveauspring, terrasser og præcise kig ud over det bakkede landskab, så man ikke bare fik nogle ekstra m2, men mere fik ændret hele husets måde at være i landskabet på. For mig er det essensen af en god tilbygning.
I dag handler meget dansk arkitektur (med god grund) om materialer og om, hvordan vi bruger dem bedre. Det er vigtigt og jo også helt nødvendigt. Vi står i en tid, hvor nye materialer og gamle byggemetoder bliver genopdaget, og hvor vi forhåbentlig og meget sikkert, i hvert fald i den mindre skala, vender tilbage til en mere direkte og intelligent måde at bygge på. Jeg synes, det er en spændende udvikling og jeg håber i høj grad, at vi kan implementere den i vores egne projekter. Men jeg mener også, at man skal passe på ikke at lade materialediskussionen overtage arkitekturen fuldstændigt.
Materialer er ikke arkitektur i sig selv. De er et medium for arkitektur. Det er ikke nok at vælge det rigtige træ eller det rigtige naturmateriale, hvis huset ikke har en klar idé, en stærk disponering og en tydelig relation til sted og liv. Det er en af grundene til, at jeg nogle gange bliver lidt skeptisk over for visse samtidige tendenser, hvor interessen for traditionelle byggeskikke og oprindelige materialer kan antage karakter af trend. Der er meget godt i den bevægelse. Det er sundt at søge tilbage mod det enkle og robuste, og det er sundt at stille spørgsmål ved den overkompleksitet, der har præget meget byggeri. Men man skal samtidig passe på ikke at falde i trendfælden, hvor det, der burde være en nødvendig holdning, bliver til en mode. Sagt på en anden måde, så er jeg ikke sikker på, at nutidens (lidt akaiske og gammeldags) udformning hitter lige så meget om 20 år som i dag. Og det er det jeg mener med trends. Jeg kan også godt lide trenden med det gamle stald-udtryk, men vi skal passe på med at jage trends - fordi det er ikke bæredygtigt at stå med en staldbygning om 20 år, som man så skal ændre fordi man på daværende tidspunkt ikke valgte noget mere tidsløst.
Arkitektur skal kunne holde gennem tiden. Den skal ikke bare være hot i fem eller ti år. Jeg synes, at et godt hus bør være som et godt jakkesæt eller den perfekte jakke, der ikke er spændende, fordi den følger en bølge, men fordi den er så præcis i sit snit og sin proportion, at den aldrig rigtig går af mode. Det er i hvert fald det, jeg selv stræber efter. Ikke trends, men stemninger, der holder.
Hvis vi fortsætter lidt i mode-analogien... Arkitektur er ikke mode i den forstand, at den skal skiftes ud med sæsonerne, men der er en lighed mellem de to discipliner i den forstand, at begge handler om proportion, materialitet, pasform og tidsånd. Den store forskel er bare, at et hus skal leve med sine beslutninger meget længere. Derfor må arkitekturen heller ikke være drevet af øjeblikkets fascination alene. Der skal være mere tyngde i den.
Jeg synes jo, at stemninger er meget mere vigtigt. Et hus er i mine øjne ligegyldigt, hvis det ikke har stemning, men stemning er samtidig det mest genstridige at tale om, fordi det ikke kan tegnes direkte. Man kan ikke bare bygge et nyt hus på en bar grund og forvente, at der dagen efter er den samme stemning, som man finder i et gammelt hus i Nyboder eller på Christianshavn. Stemning skal sætte sig. Den opstår over tid gennem lys, brug, slid, patina og repetition. Arkitekturens rolle er derfor ikke at fremstille stemning som en effekt, men at skabe de rumlige og materielle betingelser for, at den kan opstå lidt af sig selv.
Nu vil jeg gerne snakke lidt om begrænsningens kunst, så jeg fortsætter med en ny analogi - nemlig mad og det at lave mad med hhv. dyre råvarer og billige råvarer. Efter min mening er det ingen kunst at lave en god hummerbisque, hvis man bare har nok med dyre og fyldige råvarer: fløde og hummer. Det er næsten svært at få det til at smage dårligt medmindre alt går galt. Kunsten ligger langt mere i at lave den virkelig udsøgte basic-bitsch grøntsagssuppe, hvor man ikke kan skjule sig bag råvarernes iboende luksus, men må skabe dybde, klarhed og karakter gennem teknik, dømmekraft og proportion - og nok også tid.
Sådan har jeg det også med arkitektur. Teaktræ ér smukt. Marmor og eksotiske materialer ser jo skideflot ud. De her eksotiske materialer kan johave en enorm iboende tiltrækningskraft, men det interessante ligger ofte i at gøre det enkle stærkt, i at finde de gode og billigere alternativer til det oplagte og i at få det kedelige til at blive spændendet. Måske er det lidt en dogme95 / noma-agtig ambition, men jeg synes, at der ligger noget vigtigt gemt i den bølge, som skal hives over i arkitekturens verden. Det er ikke de dyre ingredienser, der i sig selv gør retten god - men sammensætningen. De rigtige valg.
Der ligger også her en vigtig pointe i forhold til søgningen efter “arkitekttegnet hus”, fordi mange måske stadig antager, at det per definition er en luksus, man kun kan tillade sig, hvis man har et meget stort budget. Danske Boligarkitekter har flere gange peget på, at en væsentlig del af økonomien i et hus handler om m2 og at man tit kan komme tættere på et godt hus ved at bygge mindre og tænke skarpere end ved at bygge mere og håbe på, at størrelsen i sig selv skaber kvalitet. Det er en pointe, som virkelig fortjener at blive gentaget, fordi den vender spørgsmålet på hovedet. I stedet for at spørge, om man har råd til en arkitekt, kan man spørge, om man har råd til at bruge sine kvadratmeter dårligt. Eller i hvert fald på en måde, der ikke altid er 100 pct. optimal.
Når man kigger lidt på dansk boligarkitektur i dag, så synes jeg, at noget af det mest interessante netop ligger i spændet mellem form og bygbarhed, mellem tradition og samtid, mellem materialebevidsthed og rumlig præcision. Vi står ikke i en tid, hvor ét formsprog dominerer alt. Der er selvfølgelig trends, som vi var inde på, men der er stadig forskelligartede tendenser. Men vi står i en tid, hvor mange arkitekter og tegnestuer er begyndt at genopdage nogle grundlæggende dyder, som egentlig altid burde have været der: klarhed i plan, bevidsthed om lys, respekt for kontekst og vigtigt iaf alt: en mere ærlig brug af materialer.
Men vi skal samtidig holde fast i formgivning, som en stor del af DNAen i dansk arkitektur. I dag er vi blevet så optaget af de rette materialer, men vi skal stadig huske på at have styr på de overordnede formmæssige idéer. Som skrevet tidligere, da jeg startede på arkitektskolen i København tilbage i 2012 var klimahensyn som en by i Rusland og alle fokuserede på form. Der var en stærk insisteren på hvordan huset står, hvordan det bevæger sig og hvordan det møder konteksten. Det er en arv, jeg stadig synes er værd at holde fast i, også når materialer, klimahensyn og konstruktive valg fylder mere og mere, som de naturligvis skal. Men vi skal kombinere de to hensyn og have lige højtfokus, fordi det at bygge langtidsholdbar og tidsløs arkitektur er lige så bæredygtigt som det at bygge i de rigtige materialer. Det ene udelukker på ingen måde det andet.
Når jeg bliver ved med at vende tilbage til spørgsmålet om det arkitekttegnede hus, er det ikke, fordi jeg synes, at alle skal bygge noget spektakulært eller dyrt eller udpræget “arkitektagtigt”. Tværtimod. Det, der interesserer mig, er det præcist tegnede hus. Det hus, hvor nogen har taget stilling til, hvordan man bor, hvordan man bevæger sig, hvordan man ser ud, og hvordan man er i kontakt med lys, vind, vejr og landskab. Det hus, hvor der er karakter, men hvor karakteren ikke står og råber.
Jeg mener, at det er dét, et godt arkitekttegnet hus kan. Det kan gøre boligen mere skræddersyet og personlig. Det kan gøre huset mere roligt uden at gøre det anonymt. Det kan gøre det mindre uden at gøre det fattigere. Og det kan i de bedste tilfælde give en fornemmelse af nødvendighed, som om huset ikke bare kunne have været sådan, men måtte blive sådan. Et arkitekttegnet hus kan være bygget af de absolut billigste materialer, men hvis det er dét beboerne ønsker og hvis det samtidig passer til deres behov, kontekst, smag og økonomi, jamen, så er dét det perfekte arkitekttegnede hus for dem.
Lad os runde denne noget lange artikel af med at konkludere at et arkitekttegnet hus er mange ting, men nu har du fået mit take på hvad jeg mener er arkitektonisk kvalitet i den danske boligarkitektur.
Held og lykke med dit boligprojekt. Behøver du på den ene eller anden måde hjælp til dit projekt, er du meget velkommen til at kontakte os.
Kom godt fra start med jeres projekt.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.
.svg)