
Projektet omfatter en nænsom forlængelse og helhedsorienteret renovering af et 60’er-hus i Birkerød. Huset udvides mod vest for at skabe mere plads til familien, samtidig med at den eksisterende bolig opgraderes energimæssigt med efterisolering af tag og ydervægge.
Indgrebet er disponeret med respekt for husets oprindelige karakter og med fokus på at skabe en naturlig sammenhæng mellem eksisterende og nyt. Køkkenet flyttes og omdisponeres, så der opstår plads til en mindre, åben spisestue, mens køkkenets bagvæg samtidig fungerer som en diskret afskærmning mod den nye, forlængede stue. På den måde kan husets forskellige opholdsrum fungere side om side med en mere rolig og velfungerende planløsning.
Mod nordsiden etableres en ny udgang fra køkkenet til det fri, og alle vinduer udskiftes til gulv-til-loft mahognivinduer, som tilfører huset mere lys, større åbenhed og en tydeligere kontakt til omgivelserne.
Taget efterisoleres og beklædes på ny, mens de eksisterende teglfacader forlænges med genbrugstegl fra den tidligere carport. Dermed videreføres husets materialitet med en bevidst tilbageholdenhed, så overgangen mellem den oprindelige bygning og tilbygningen fremstår så naturlig og helstøbt som muligt.

Søger du et samlet overblik over tilbygningens faser, regler og proces, finder du det i den fulde guide til tilbygning.