Web Analytics Made Easy - Statcounter

Sommerhus ved Vejle Fjord

Lokation
Vejle Fjord
Bygherre
Privat
År
2025
Areal
80

Projektet ved Vejle Fjord tager udgangspunkt i et eksisterende sommerhus, som i sin oprindelige form var præget af en fragmenteret planløsning, begrænset dagslys og en relativt svag relation til det omkringliggende landskab. Bygherrens ønske var ikke blot flere kvadratmeter, men et sommerhus med en klarere rumlig sammenhæng, større arkitektonisk ro og en langt stærkere forbindelse mellem inde og ude – med fjorden som det naturlige omdrejningspunkt.

Den overordnede arkitektoniske idé har været at samle huset i ét tydeligt og aflæseligt greb ved at forlænge bygningskroppen mod syd i en stram, rektangulær form. Denne forlængelse muliggør en ny og mere logisk planløsning, hvor opholdsrum, soveværelser og sekundære funktioner organiseres mere hensigtsmæssigt i forhold til lys, udsigt og terræn. Samtidig skaber grebet et roligt ydre udtryk, hvor tilbygningen opleves som en naturlig videreførelse af det eksisterende hus fremfor et påklistret element.

Indvendigt er huset åbnet markant op, særligt mod nord og vest, hvor udsigten til fjord og skov aktiveres gennem nøje placerede vindues- og døråbninger. Et nyt, samlet køkken-alrum udgør husets hjerte og er disponeret, så man kan opleve udsigten  – både i stående og siddende højde. Hems og ovenlys tilfører yderligere rumlighed og dagslys uden at kompromittere sommerhusets intime skala. De nye soveværelser er placeret mod syd, hvor de får ro, sol og direkte adgang til terræn og terrasse.

Materialemæssigt har projektet haft fokus på stoflighed, robusthed og en tydelig konstruktion, inspireret af blandt andet Friis & Moltke samt klassiske danske sommerhuse som Børge Mogensens eget ved Skals. Facaderne er beklædt med lodret, sort træ, der samler nyt og gammelt i ét samlet udtryk og samtidig spiller op imod det grønne landskab. Vinduer og døre udføres med dybe rammer og klare proportioner, og tagfladen afsluttes med sedum, som både understøtter det landskabelige greb og giver huset et mere afdæmpet udtryk set fra omgivelserne.

Projektet har desuden krævet en tæt og god dialog med Vejle Kommune, særligt i forhold til terræn, afstande til skel og etablering af sekundære rum under terrasser. Her har en væsentlig del af arbejdet bestået i at dokumentere, hvordan tilbygningen indpasses nænsomt i terrænet og opleves diskret fra både vej og naboskel – blandt andet gennem beplantning, bearbejdning af facader og præcis håndtering af kote- og snitforhold.

Resultatet er et sommerhus, der i langt højere grad udnytter sin beliggenhed ved fjorden, både funktionelt og arkitektonisk. Tilbygningen har ikke blot tilført flere kvadratmeter, men skabt et mere sammenhængende, lyst og anvendeligt hus med en tydelig identitet – og en atmosfære, der i højere grad understøtter det liv, et sommerhus er tiltænkt.

Plantegning til myndighedsprojekt